Biavl er den videnskabelige opdræt og forvaltning af honningbikolonier, primært af slægten Apis, især den vestlige honningbi (Apis mellifera) og den østlige honningbi (Apis cerana). Praksissen går mindst 4.500 år tilbage, med beviser fra det gamle Egypten, hvor bier blev holdt i lercylindre, og honning blev brugt i ofringer og medicin. Traditionel honningjagt veg senere pladsen for bistader med faste tavler, og i 1851 patenterede Lorenzo Langstroth bistadet med bevægelig ramme, hvilket revolutionerede biavlen ved at tillade inspektion uden at ødelægge tavlerne. Andre milepæle inkluderer opfindelsen af ​​honningekstraktoren af ​​Franz Hruschka i 1865 og rygeren. Moderne biavl dækker koloniernæring, dronningopdræt, sygdoms- og parasithåndtering (især Varroa destructor), bestøvningskontrakter og produktion af honning, bivoks, propolis og gelée royale. Biavlere står over for voksende udfordringer fra kolonikollaps, pesticideksponering, tab af levesteder og klimavariationer. Biavl bidrager betydeligt til den globale fødevaresikkerhed, da omtrent en tredjedel af afgrødeproduktionen afhænger af bestøvning fra dyr.