Visse steder, tidspunkter, genstande og personer er adskilt fra almindelig brug og behandlet med ærbødighed. Denne egenskab ved at være adskilt er det hellige. Det hellige fremkalder ærefrygt og kræver en særlig adfærd.

Helligt rum kan være et tempel, en helligdom eller et natursted. Hellig tid strukturerer kalenderen med festivaler og sabbatter. Hellige tekster og genstande håndteres efter præcise regler. Grænsen mellem helligt og profant opretholdes af ritualer og tabuer.

Oplevelsen af ​​det hellige kan være både attraktiv og frygtindgydende. Den forankrer moralsk forpligtelse og fælles identitet. Sekularisering flytter eller formindsker det offentligt delte hellige, men personlige oplevelser af ærefrygt og symbolernes resterende kraft vedvarer. Det hellige er den koncentrerede tilstedeværelse af det, som en tradition i sidste ende betragter som virkeligt.

At kalde noget helligt er at sætte det ud over tilfældig bortskaffelse.