Esajas' syn af Herren på tronen i templet omfatter skabninger, han kalder serafer. Hver af dem har seks vinger: to dækker ansigtet, to dækker fødderne og to til at flyve med. De råber til hinanden: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarernes Herre." Selve navnet er relateret til en hebraisk rod, der betyder "at brænde", så de forstås ofte som de brændende.

I senere kristen englelogi indtager seraferne den højeste rang af de ni englekor. Tættest på Gud er de opslugt af kærlighed og ren tilbedelse. Middelalderlige forfattere og kunstnere udviklede billedsprog - flammer, flere vinger, ansigter med intens fokus. Trisagion, den tre gange hellige hymne, indgik i liturgien i både Øst og Vest som et ekko af deres råb.

Jødisk tradition bevarer også serafimerne, og identificerer dem nogle gange med ørkenens ildslanger eller med andre himmelske væsener. På tværs af traditionerne forbliver de fjernt fra den almindelige erfaring, men deres funktion er klar: de er et forbillede for den uophørlige tilbedelse, der er den rette reaktion på den guddommelige tilstedeværelse.

Når kirken synger "Hellig, hellig, hellig", slutter den sig, i det mindste i intentionen, til den sang, som serafimerne aldrig holder op med at synge.