I midten af ​​det nittende århundrede i Persien erklærede en ung købmand ved navn Mirza Husayn-Ali sig selv som bærer af en ny åbenbaring. Han tog titlen Bahá'u'lláh, "Guds herlighed", og lærte, at verdens store religioner var successive kapitler i et enkelt guddommeligt pensum. Bahá'í-troen voksede ud fra denne påstand.

Dens centrale overbevisninger er Guds enhed, religionens enhed og menneskehedens enhed. Profeter som Abraham, Moses, Jesus, Muhammed og Buddha betragtes alle som manifestationer af den samme guddommelige vilje, hver især egnet til den tidsalder, hvori de opstod. Bahá'u'lláhs egne skrifter opfordrer til afskaffelse af fordomme, ligestilling mellem kvinder og mænd, universel uddannelse og et verdensomspændende føderalt system, der er i stand til at sikre fred. Troen har ingen præster; lokale og nationale åndelige forsamlinger valgt af samfundet håndterer administrationen, og et Universelt Retfærdighedens Hus i Haifa vejleder det globale samfund.

Forfølgelse har præget dens historie fra begyndelsen. Tidlige troende i Iran blev udsat for fængsling og henrettelse; mønsteret fortsætter i mildere eller skarpere former i flere lande. Trods dette pres har fællesskabet spredt sig til de fleste nationer og tæller flere millioner tilhængere. Daglig bøn, en årlig faste og en kalender på nitten måneder former baha'iernes private og fælles liv.

Troen præsenterer sig ikke som et brud med fortiden, men som det seneste stadie i en udfoldende samtale mellem det guddommelige og det menneskelige.