Et ansigt i en menneskemængde føles bekendt, eller en multiple-choice-mulighed er korrekt valgt som den, der er set før. Genkendelse er vurderingen af, at en aktuel stimulus er blevet mødt tidligere.

Det er typisk lettere end genkaldelse, fordi selve stimulusen fungerer som et stikord. Dobbeltprocesmodeller skelner mellem fortrolighed - en hurtig, automatisk følelse af tidligere forekomst - fra erindring - den langsommere gendannelse af kontekstuelle detaljer. Falsk genkendelse opstår, når fortrolighed er til stede uden præcis erindring, som i Deese-Roediger-McDermott-paradigmet.

Genkendelsestests anvendes i vid udstrækning i uddannelse og i laboratorieundersøgelser af hukommelse. De kan blive kontamineret af gætværk og af ændringer i responsbias. I juridiske sammenhænge indebærer opstillingsgenkendelse både styrke og risiko for fejl. Genkendelse viser, at hukommelse kan lykkes med mindre information, end fuld genkaldelse kræver.

At føle, at noget er kendt, er ikke det samme som at kunne sige, hvad der er kendt om det.