Tofaktorteorien om følelser, fremsat af Schachter og Singer, hævder, at følelser opstår fra kombinationen af ​​fysiologisk ophidselse og en kognitiv betegnelse, der påføres denne ophidselse. Begge komponenter er nødvendige.

Ifølge teorien fortolkes udifferentieret ophidselse i lyset af den omgivende kontekst. Den samme forhøjede hjertefrekvens kan opleves som frygt i en truende situation eller som spænding i en festlig situation. Klassiske eksperimenter forsøgte at manipulere ophidselse med adrenalinindsprøjtninger og at variere de tilgængelige kognitive betegnelser gennem de konfødereredes adfærd. Resultaterne var blandede, men kerneideen - at kognition former kvaliteten af ​​den følelsesmæssige oplevelse - har forblevet indflydelsesrig.

Teorien hjalp med at bevæge feltet ud over rent fysiologiske eller rent kognitive beretninger. Senere forskning har forfinet de relative bidrag fra ophidselse og vurdering og har vist, at nogle følelsesmæssige reaktioner kan forekomme med minimal bevidst mærkning. Ikke desto mindre fortsætter indsigten i, at den betydning, der tilskrives kropslig forandring, er med til at bestemme den følte følelse, med at vejlede teori og forskning.

Ophidselse leverer intensiteten; etiketten leverer følelsens identitet.