Misinformationseffekten opstår, når vildledende information, der præsenteres efter en begivenhed, inkorporeres i en persons hukommelse om begivenheden. Den oprindelige hukommelse ændres eller suppleres af det senere materiale.

Elizabeth Loftus og kolleger demonstrerede fænomenet i en række eksperimenter. Deltagere, der så en film af en trafikulykke og senere blev stillet spørgsmål, der indeholdt falske detaljer – såsom et vigepligtsskilt i stedet for et stopskilt – indarbejdede ofte disse detaljer i deres efterfølgende rapporter. Effekten er stærkere, når den vildledende information er subtil, når den kommer fra en troværdig kilde, eller når der er gået tid siden den oprindelige hændelse.

Resultaterne har stor betydning for øjenvidneudsagn. Hukommelse er ikke en fastlagt optagelse; den er rekonstruktiv og åben for påvirkning. Interviewteknikker, der undgår ledende spørgsmål, og som adskiller vidnets egen erindring fra eksterne forslag, hjælper med at reducere kontaminering. Misinformationseffekten optræder også i hverdagssammenhænge, ​​når samtaler eller medierapporter omformer, hvad folk senere tror, ​​de oplevede.

Det, vi husker, er dels, hvad der skete, og dels, hvad vi fik at vide bagefter.