Glukose er det simple sukker, der cirkulerer i blodet og fungerer som den primære energikilde for kroppens væv, især hjernen. Neuroner er næsten udelukkende afhængige af en stabil tilførsel af glukose.

Blodglukoseniveauet reguleres af insulin og glukagon fra bugspytkirtlen. Efter et måltid fremmer insulin optagelsen af ​​glukose i cellerne og dens lagring som glykogen. Mellem måltiderne frigiver glukagon lagret glukose tilbage i blodet. Hjernen overvåger glukosetilgængeligheden; lave niveauer udløser sult og mobiliserer stresshormoner. Ekstrem hypoglykæmi kan forårsage forvirring, anfald og bevidsthedstab, fordi nervevævet mangler brændstof.

Inden for psykologi er glukose blevet undersøgt i forhold til selvkontrol, opmærksomhed og beslutningstagning. Nogle undersøgelser tyder på, at handlinger med anstrengende kontrol midlertidigt reducerer tilgængelig glukose, og at genoprettelse af den kan genopbygge kapaciteten til yderligere indsats. Resultaterne er fortsat omdiskuterede, men de illustrerer den tætte sammenhæng mellem metabolisk tilstand og kognitiv præstation.

Når hjernen arbejder, forbrænder den glukose. At opretholde forsyningen er en kontinuerlig fysiologisk prioritet.