Teorien om driftreduktion foreslår, at et fysiologisk behov skaber en vakt spændingstilstand – en drift – der motiverer organismen til at tilfredsstille behovet og derved reducere spændingen. Cyklussen genopretter den indre balance.

Clark Hull udviklede den mest systematiske version af teorien. Sult opstår fra et behov for næringsstoffer; driften presser dyret til at søge føde; spisning reducerer driften og er derfor forstærkende. Tørst, temperaturregulering og andre homeostatiske systemer følger den samme logik. Adfærd, der med succes reducerer driften, bliver mere sandsynlig i fremtiden.

Teorien tager godt højde for grundlæggende biologiske motiver, men kæmper med adfærd, der øger snarere end reducerer ophidselse – nysgerrighed, leg og jagten på spænding. Den undervurderer også rollen af ​​eksterne incitamenter og kognitive forventninger. Senere motivationsteorier bibeholdt ideen om drivkraft, samtidig med at de tilføjede incitamentsværdi, optimal ophidselse og kognitive vurderinger.

Når et behov opbygges, og adfærden er rettet mod at afhjælpe det, tilbyder teorien om drivkraftreduktion stadig en klar og økonomisk beskrivelse.