Suverænitet kan deles mellem en centralregering og regionale enheder. Føderalisme er den konstitutionelle ordning, der gør dette, hvor visse beføjelser udelukkende tildeles hvert niveau og nogle gange deles med andre.

Klassiske føderationer omfatter USA, Canada, Tyskland og Australien. Regionale regeringer kontrollerer typisk uddannelse, politiarbejde og lokal infrastruktur, mens centralregeringen håndterer forsvar, valuta og udenrigsanliggender. Forfatninger og domstole afgør tvister om grænsen. Finanspolitiske overførsler og delte programmer skaber løbende gensidig afhængighed.

Føderalisme imødekommer mangfoldighed og begrænser magtkoncentrationen. Det kan også føre til dobbeltarbejde, ulighed på tværs af regioner og kompleks ansvarlighed. Politiske partier og sociale bevægelser organiserer sig ofte på begge niveauer, hvilket skaber konkurrence i flere lag. Reform af føderale ordninger er normalt vanskelig, fordi det kræver samtykke fra de enheder, hvis beføjelser ville ændre sig.

• Magtfordeling mellem centrum og regioner
• Hvert niveau har forfatningsmæssigt beskyttet myndighed
• Imødekommer diversitet og kontrollerer centralisering
• Genererer mellemstatslige forhandlinger