Dydsetik spørger ikke om, hvad jeg skal gøre, men om hvilken slags person jeg skal være. Den fokuserer på karakter snarere end regler eller konsekvenser. Tilgangen har rødder i Aristoteles, der argumenterede for, at det gode liv er et liv præget af dyd, styret af praktisk visdom. Den har også rødder i konfucianismen, som understreger moralsk kultivering og social harmoni. Dydsetik blev genoplivet i det 20. århundrede af Elizabeth Anscombe, der argumenterede for, at moderne moralfilosofi havde mistet fodfæste ved at fokusere på regler og konsekvenser. Philippa Foot, Alasdair MacIntyre og Martha Nussbaum udviklede tilgangen i forskellige retninger.

Dydsetik ignorerer ikke handlinger. Den spørger, hvad en dydig person ville gøre. En dydig person er ærlig, modig, retfærdig og mådeholden. Disse træk tilegnes gennem vane og praksis. Dydsetik lægger vægt på moralsk uddannelse, rollemodeller og udvikling af praktisk visdom. Den er blevet anvendt inden for medicin, hvor en god læges dyder omfatter medfølelse, integritet og kompetence. Den er blevet anvendt inden for erhvervslivet, hvor dyder som ærlighed og retfærdighed betyder noget. Kritikere hævder, at dyder som ærlighed og retfærdighed er vage og ikke løser dilemmaer. Forsvarere svarer, at den giver en rigere og mere realistisk fremstilling af moralsk liv. Dydsetik er ikke et sæt regler. Det er en måde at leve på.

Nøgle dydsetikere

• Aristoteles. Dyd som en middelmådig, praktisk visdom, eudaimonia.
• Konfucius. Moralsk kultivering, ren, li og social harmoni.
• Anscombe. Genoplivet dydsetikken i det 20. århundrede.
• Foot. Dyder og laster, naturlig godhed.
• MacIntyre. Dyd, tradition og narrativ enhed.

Dydsetik er ikke det samme som pligtopfyldelse eller utilitarisme. Deontologi fokuserer på regler. Utilitarisme fokuserer på konsekvenser. Dydsetik fokuserer på karakter.