Du har set tusindvis af solopgange. Du forventer en ny i morgen. Den forventning er induktion, at ræsonnere ud fra specifikke observationer til generelle konklusioner. Solen er stået op hver dag i historien, så den vil stå op igen. Mønsteret er ikke garanteret af logik. Det er sandsynligt, ikke sikkert. David Hume påpegede, at induktion ikke kan retfærdiggøres af fornuft alene. Ethvert argument for induktion ville i sig selv være baseret på induktion, hvilket gør begrundelsen cirkulær. Problemet med induktion forbliver en af ​​de dybeste gåder i filosofien.

Induktion er rygraden i videnskaben. Love og teorier er generaliseringer fra observationer. Men videnskaben bruger også deduktion, abduktion og statistisk inferens. Den hypotetisk-deduktive metode kombinerer alle tre: en hypotese fremsættes, forudsigelser udledes, og forudsigelserne testes mod observationer. Hvis forudsigelserne holder, understøttes hypotesen. Hvis de fejler, svækkes den. Induktion er ikke den eneste form for videnskabelig ræsonnement, men den er uundværlig. Uden den kunne vi ikke lære af erfaringen.

Former for induktion

• Enumerativ. Generalisering fra en stikprøve til en population.
• Analogisk. Ræsonnement ud fra lignende tilfælde.
• Kausal. Udledning af årsager fra korrelationer.
• Statistisk. Dragning af konklusioner ud fra sandsynlighedsdata.

Induktion er fejlbarlig. En konklusion kan være sandsynlig og stadig være falsk. Det er prisen for at lære af erfaring.