Idealismen hævder, at virkeligheden fundamentalt set er mental eller immateriel. Den fysiske verden er ifølge denne opfattelse enten en konstruktion af sindet eller en manifestation af noget sindlignende. Platon kaldes ofte idealist, selvom hans teori om former er mere kompleks. Hans former er evige, ikke-fysiske mønstre, som bestemte ting deltager i. George Berkeley gav idealismen dens mest direkte formulering: at være er at blive opfattet. Materiel substans eksisterer ikke. Det, vi kalder en tabel, er en samling af ideer i Guds sind og i vores egne sind.

Tysk idealisme, startende med Kant og fortsættende med Fichte, Schelling og Hegel, behandlede sindet som aktivt konstituerende den verden, det oplever. Kant argumenterede for, at vi aldrig kan kende tingene, som de er i sig selv, kun som de fremstår under formerne af vores intuition og kategorier i vores forståelse. Hegel argumenterede for, at virkeligheden er åndens selvudfoldelse, og at historien er den proces, hvorved ånden lærer sig selv at kende. Idealismen faldt i det 20. århundrede, da den analytiske filosofi vendte sig mod fysikalisme, men den er aldrig forsvundet. Debatter om bevidsthed, perception og virkelighedens natur holder idealistiske muligheder i live.

Former for idealisme

• Platonisk. Virkeligheden består af evige former.
• Berkeleyan. At være er at blive opfattet.
• Transcendental. Sindet strukturerer oplevelsen.
• Absolut. Virkeligheden er åndens selvudfoldelse.

Idealisme sættes ofte i kontrast til materialisme, som hævder, at kun materie eksisterer. Debatten mellem dem er en af ​​de ældste inden for filosofien.