På et tidspunkt, ofte midt om natten, melder spørgsmålet sig: Hvad er pointen? Du har et job, en rutine, mennesker der holder af dig, men intet af det føles forankret. De gamle svar overbeviser ikke. Du er ikke deprimeret i klinisk forstand, selvom grænsen kan blive sløret. Du er i en eksistentiel krise, et øjeblik hvor meningen og formålet med dit liv bliver sat i tvivl.

Udtrykket stammer fra eksistentialistisk filosofi, selvom erfaringen er ældre. Kierkegaard beskrev frygt som frihedens svimmelhed. Nietzsche skrev om Guds død og sammenbruddet af traditionelle meningskilder. Sartre argumenterede for, at vi er dømt til at være frie, ansvarlige for at skabe vores egen mening i et univers, der ikke giver nogen mening. Camus kaldte konfrontationen mellem menneskelig længsel og kosmisk stilhed for det absurde. En eksistentiel krise er ikke et tegn på svaghed. Det kan være et vendepunkt, et øjeblik, hvor uundersøgte antagelser sættes spørgsmålstegn ved, og et mere autentisk liv bliver muligt.

Almindelige udløsere

• Tab. Dødsfald af en elsket, skilsmisse, jobtab.
• Overgang. Dimission, pensionering, midtliv.
• Sygdom. Alvorlig diagnose eller konfrontation med dødelighed.
• Reflektion. Møde med filosofi, kunst eller en ny kultur.

Eksistentielle kriser kan være desorienterende, men de er også muligheder. De tvinger dig til at spørge, hvad du rent faktisk værdsætter, i stedet for hvad du er blevet fortalt at værdsætte.