Nogle handlinger er forkerte, uanset hvad godt der kommer ud af dem. Det er kernepåstanden i deontologi, en etisk teori, der baserer moral på pligter og regler snarere end konsekvenser. At lyve, bryde et løfte eller dræbe en uskyldig person er forbudt, selvom resultatet ville være bedre. Ordet stammer fra det græske deon, der betyder pligt. Immanuel Kant er den mest indflydelsesrige deontolog, selvom traditionen omfatter andre, herunder W.D. Ross og hans teori om prima facie pligter.

Kant argumenterede for, at moralske krav er kategoriske. De afhænger ikke af, hvad du ønsker, eller hvad der vil ske. De gælder for alle rationelle væsener. Hans kategoriske imperativ tester maksimer ved at spørge, om de kan være universelle love, og om de behandler menneskeheden som et mål. Ross mildnede stringensen. Han mente, at vi har flere prima facie-pligter, såsom troskab, taknemmelighed og ikke-skadelighed, og at når de er i konflikt, må vi bedømme, hvilken der er strengest i situationen. Kritikere af pligtførelse peger på problemet med modstridende pligter og vanskeligheden ved at anvende absolutte regler på rodede omstændigheder. Forsvarere svarer, at konsekvenser betyder noget, men de kan ikke retfærdiggøre alt.

Deontologiske temaer

• Pligt. Moralske krav er bindende uanset resultater.
• Regler. Nogle handlinger er forbudte eller påkrævede.
• Respekt for mennesker. Behandl individer som mål, ikke blot midler.
• Intentioner. Den moralske kvalitet af en handling afhænger delvist af aktørens vilje.

Deontologi står i kontrast til utilitarisme, som vurderer handlinger ud fra deres konsekvenser, og til dydsetik, som fokuserer på karakter.