En billardkugle rammer en anden, og den anden bevæger sig. Vi siger, at den første forårsagede den anden. Kausalitet er forholdet mellem begivenheder, hvor den ene frembringer en anden. Det er så grundlæggende for, hvordan vi tænker, at det er svært at forestille sig at undvære det. Alligevel har filosoffer i århundreder kæmpet for at sige præcis, hvad forholdet består i.

David Hume argumenterede for, at vi aldrig opfatter årsagssammenhænge direkte. Vi ser én begivenhed efterfulgt af en anden, gentagne gange, og sindet udvikler en forventning. Årsagssammenhæng er ifølge ham konstant konjunktion plus en vane med forventning. Kant afviste dette og argumenterede for, at kausalitet er en kategori, som sindet pålægger erfaringen. Uden den kunne vi slet ikke have en sammenhængende oplevelse. I det 20. århundrede skelnede filosoffer mellem forskellige slags årsager: nødvendige og tilstrækkelige, nærliggende og fjerne, medvirkende og afgørende. Forskere bruger probabilistiske og kontrafaktiske begrundelser: en årsag er noget, der gør en forskel for sandsynligheden eller forekomsten af ​​en effekt. Korrelation er ikke årsagssammenhæng, som sloganet lyder, men at bestemme, hvornår den er det, kræver omhu.

Årsagssammenhænge

• Regelmæssighed. Kausalitet er konstant konjunktion.
• Kontrafaktisk. En årsag er noget, uden hvilket virkningen ikke ville opstå.
• Sandsynlighedsbaseret. En årsag øger sandsynligheden for en virkning.
• Mekanistisk. En årsag frembringer en virkning gennem en mekanisme.

Kausalitet spiller en rolle inden for jura, medicin og videnskab, hvor det at tilskrive virkninger til årsager har praktiske konsekvenser.