Astma forsnævrer luftvejene. Musklerne omkring bronkierne strammer sig, slimhinden hæver, og slim tilstopper luftvejene. Udånding bliver hårdt arbejde. Bronkodilatatorer afslapper disse muskler og åbner luftvejene inden for få minutter. De er redningsmidler, ikke regulatorer. De behandler ikke den underliggende inflammation.

Hovedtyperne er beta-2-agonister og antikolinergika. Korttidsvirkende beta-2-agonister som albuterol virker i løbet af få minutter og varer fire til seks timer. De er den klassiske redningsinhalator. Langtidsvirkende beta-2-agonister som salmeterol varer tolv timer eller mere og bruges til vedligeholdelse, altid i kombination med et inhaleret kortikosteroid mod astma. Antikolinergika som ipratropium blokerer en anden pathway og bruges ofte ved KOL. Theophyllin, en ældre oral bronkodilatator, bruges sjældent nu på grund af dets snævre terapeutiske vindue.

Praktiske punkter:

• Rescue vs. controller. Bronkodilatatorer lindrer symptomer; inhalerede steroider reducerer dem over tid.
• Teknik. Inhalatorteknikken er lige så vigtig som lægemidlet. En spacer kan hjælpe.
• Overforbrug. Behov for en redningsinhalator mere end to gange om ugen tyder på dårlig kontrol.
• Bivirkninger. Tremor, hurtig hjerterytme og hovedpine er almindelige med beta-2-agonister.

Ved et akut anfald gives bronkodilatatorer via en forstøver for hurtigere levering.