Blod skal størkne for at stoppe blødning, men blodpropper, der dannes, hvor de ikke er nødvendige, kan dræbe. Antikoagulantia forsinker størkningsprocessen og reducerer dermed risikoen for slagtilfælde, dyb venetrombose og lungeemboli. Disse lægemidler opløser ikke eksisterende blodpropper. De forhindrer dannelse af nye og forhindrer eksisterende i at vokse.

Det klassiske middel er warfarin, en vitamin K-antagonist, der har været i brug siden 1950'erne. Det kræver regelmæssige blodprøver for at kontrollere INR, et mål for koagulationstid, fordi dosisvinduet er smalt. Mad og andre lægemidler interagerer konstant med det. Nyere direkte orale antikoagulantia som apixaban og rivaroxaban virker hurtigere, kræver mindre overvågning og har i vid udstrækning erstattet warfarin til mange indikationer, selvom warfarin stadig har terræn for mekaniske hjerteklapper.

Vigtige punkter for alle, der tager disse lægemidler:

• Blødningsrisiko. Mindre snitsår tager længere tid at stoppe. Alvorlig blødning er den største bekymring.
• Reverseringsmidler. K-vitamin til warfarin, specifikke modgifte til de nyere lægemidler.
• Interaktioner. NSAID'er, nogle antibiotika og visse fødevarer ændrer effekten.
• Overvågning. Warfarin kræver regelmæssig INR-kontrol; DOAC'er kræver periodiske nyre- og leverfunktionstests.

Heparin, givet ved injektion, virker hurtigere og bruges på hospitaler i akutte situationer.