Det enkleste mål for spredning er afstanden mellem ekstremer. Intervallet er forskellen mellem de højeste og laveste værdier i et sæt tal. Hvis testresultaterne går fra 62 til 98, er intervallet 36. Statistikken er nem at beregne og giver en hurtig fornemmelse af, hvor vidt dataene er spredt.

Dens anvendelighed er begrænset. En enkelt outlier kan oppuste intervallet dramatisk, hvilket får et datasæt til at virke mere variabelt, end de fleste af dets medlemmer rent faktisk er. Af den grund foretrækker forskere ofte interkvartilintervallet eller standardafvigelsen, som begge er mindre følsomme over for ekstreme scorer. Intervallet forbliver dog et transparent udgangspunkt, især når man kommunikerer med et publikum, der ikke er bekendt med mere tekniske målinger.

I praksis optræder intervallet i vejrrapporter (højeste og laveste temperaturer), sportsstatistikker (højeste og laveste scorer) og kvalitetskontroldiagrammer. Det besvarer et grundlæggende spørgsmål: hvor langt fra hinanden ligger observationerne? Når svaret betyder mere end præcision omkring midten af ​​fordelingen, giver intervallet et direkte og letforståeligt svar.