Organiske rester indeholder et indbygget kronologisk signal. Kulstof-14-datering måler henfaldet af kulstof-14 i engang levende materiale for at estimere tiden siden døden. Metoden har transformeret arkæologi og studier af sen kvartær siden dens udvikling i midten af ​​det tyvende århundrede.

Mens organismer lever, udveksler de kulstof med atmosfæren; efter døden henfalder den radioaktive isotop med en kendt hastighed. Måling af det resterende kulstof-14 giver en alder før nutiden, underlagt kalibrering i forhold til årringe og andre optegnelser, der korrigerer for tidligere variationer i atmosfærisk koncentration.

Teknikken fungerer bedst på prøver op til omkring 50.000 år gamle. Kontaminering, reservoireffekter og kalibreringsusikkerheder kræver omhyggelig prøveudtagning og fortolkning. Trods begrænsninger giver kulstof-1-datering absolutte aldre, der forankrer relative sekvenser og forbinder arkæologiske steder på tværs af regioner.

• Dateringsmetode ved hjælp af kulstof-14-henfald
• Gælder for organiske materialer
• Kræver kalibrering for nøjagtighed
• Et vigtigt værktøj inden for arkæologi og palæovidenskab