En CO2-kredit er en tilladelse, der giver indehaveren tilladelse til at udlede et ton kuldioxid eller tilsvarende i andre drivhusgasser. Regeringer skaber dem under cap-and-trade-systemer. Virksomheder køber og sælger dem. Det samlede antal kreditter er begrænset, så prisen stiger, når efterspørgslen er høj, og falder, når den er lav.

Et relateret koncept er CO2-kompensation. En kompensation repræsenterer en reduktion eller fjernelse af emissioner et andet sted, ofte i et udviklingsland. Plantning af træer, opførelse af solcelleparker eller opsamling af metan fra lossepladser kan generere kompensationer. Virksomheder køber dem for at hævde CO2-neutralitet uden at reducere deres egne emissioner.

Kompensationer er kontroversielle. Nogle projekter er reelle og verificerbare. Andre er ikke. En skov, der alligevel ville have været beskyttet, genererer en kredit for ikke at gøre noget. Et solcelleprojekt, der allerede var rentabelt, hævder kredit for emissioner, det ikke reducerede. Verifikationsorganerne er blevet bedre, men svindel og overdrivelser fortsætter. Købere bør kigge efter certificeringer af høj kvalitet.

Nøglepunkter

• Én kredit svarer til et ton CO2
• Oprettet af caps eller offset-projekter
• Handles på compliance- og frivillige markeder
• Kvaliteten varierer meget
• Bekræftelsessager