Metafiktion er fiktion, der bevidst henleder opmærksomheden på sin egen status som fiktion. Den bryder illusionen om virkeligheden for at udforske historiefortællingens natur.

Karakterer kan henvende sig til læseren, kommentere på handlingen, mens den udfolder sig, eller kæmpe mod den forfatter, der har skabt dem. Fortællingen kan omfatte diskussioner om, hvordan fortællinger fungerer, eller præsentere alternative versioner af de samme begivenheder. Laurence Sternes Tristram Shandy er et tidligt eksempel; forfattere fra det tyvende århundrede som Borges, Calvino og Barth gjorde metafiktion til en central form for eksperimentel fiktion. Effekten kan være legende, filosofisk eller begge dele.

Metafiktion er ikke blot eksperimentel udsmykning. Den rejser spørgsmål om forfatterskab, autoritet, forholdet mellem kunst og liv og læserens rolle i at konstruere mening. Nogle læsere finder det befriende; andre finder det koldt eller selvoptaget. Når det lykkes, uddyber det snarere end at ødelægge engagementet ved at gøre læsehandlingen til en del af historiens emne.

Fiktion, der ved, at den er fiktion, og som også lader læseren vide, at den er metafiktion.