En haiku er en kort japansk poetisk form, der traditionelt består af sytten stavelser arrangeret i tre linjer på fem, syv og fem. Den indfanger typisk et øjeblik af sansning, ofte med fokus på naturen og en sæsonbestemt reference.

Den klassiske haiku præsenterer et billede eller en sammenstilling snarere end en erklæring eller et argument. Et skarpt ord eller en vending adskiller to dele af digtet og inviterer læseren til at fuldende forbindelsen. Bashō, Buson og Issa er blandt de mest berømte udøvere. Når de tilpasses til engelsk, er stavelsesantallet nogle gange afslappet, men ånden af ​​korthed, konkretion og opmærksomhed i nuet bevares.

Haiku er ikke blot et lille digt; det sigter mod en specifik form for resonans – følelsen af, at en flygtig observation har åbnet op for noget større. Moderne haiku på forskellige sprog fortsætter traditionen, samtidig med at de udforsker urbane emner og frie variationer. Disciplinen med ekstrem kompression tvinger præcision i billede og diktion frem.

Sytten stavelser, tre linjer og et øjeblik, der holdes stille til læserens eftertanke – det er den traditionelle haiku.