En rammefortælling er en historie, der indeholder en anden historie. Den ydre fortælling giver en kontekst for fortællingen af ​​den indre.

Chaucers pilgrimme indvilliger i at fortælle historier på vejen til Canterbury; pilgrimsfærden er rammen. I Frankenstein omslutter Waltons breve Victors fortælling, som i sig selv omslutter væsenets. Tusind og én nat bruger Scheherazades situation som ramme for snesevis af indlejrede fortællinger. Strukturen kan skabe distance, tilføje lag af pålidelighed eller upålidelighed og kommentere selve fortællehandlingen.

Rammefortællinger varierer i, hvor fuldt udviklet den ydre historie er. Nogle gange er rammen udførlig og vender tilbage til sidst; nogle gange er den en kort prolog og epilog. Forholdet mellem ramme og indlejret historie er en del af værkets betydning: den ydre situation kan være parallel med, i kontrast til eller motivere den indre fortælling. Formen forbliver populær, fordi den multiplicerer perspektiver og henleder opmærksomheden på, hvordan historier formes af deres fortællere.

Når én fortælling eksisterer med det formål at indeholde og præsentere en anden, er strukturen en rammefortælling.