Dramatisk poesi præsenterer en historie eller situation gennem en eller flere karakterers tale snarere end gennem tredjepersonsfortælling. Den befinder sig på grænsen mellem lyrik og drama.

Den dramatiske monolog er den mest kendte moderne type, men kategorien omfatter også versspil, dialogdigte og ethvert digt, hvor stemmen tilhører en karakter, der er forskellig fra digteren. Vægten ligger på stemme, anledning og åbenbaringen af ​​karakteren gennem tale. Læserne overhører snarere end at blive direkte tiltalt af forfatteren.

Dramatisk poesi tillader udforskning af perspektiver, som digteren ikke nødvendigvis deler. Den kan iscenesætte konflikt, ironi og psykologisk kompleksitet inden for versets komprimerede form. Optræden er ofte underforstået; mange dramatiske digte får kraft, når de læses højt eller iscenesat. Genren har blomstret, når digtere har ønsket lyrikkens intensitet uden begrænsningen af ​​en enkelt selvbiografisk stemme.

Når et digt taler gennem opfundne karakterer snarere end i digterens egen person, er det dramatisk poesi.