Klimaks er det punkt, hvor spændingen eller den største følelsesmæssige intensitet er højest i en fortælling. Det er det øjeblik, hvor den stigende handling har bygget sig op mod, og hvorefter historien bevæger sig mod en afslutning.

I et mysterium kan klimaks være konfrontationen med synderen; i en tragedie kan det være det uoprettelige valg eller den åbenbaring, der besegler hovedpersonens skæbne. Udtrykket kan også henvise til en retorisk figur, hvor ideer er arrangeret i stigende rækkefølge efter vigtighed. I plotstrukturen betegner det dog det dramatiske højdepunkt. Alt før det forbereder jorden; alt efter det omhandler konsekvenser.

Et velforberedt klimaks føles både overraskende og uundgåeligt. Hvis det kommer for tidligt, hænger resten af ​​historien sammen; hvis det udskydes for længe, ​​sætter utålmodigheden ind. Den omgivende struktur – stigende handling, faldende handling, afslutning – eksisterer i høj grad for at give klimakset sin fulde effekt.

Den scene, hvor den centrale konflikt når sin afgørende intensitet, er klimaks.