Hundrede dollars kan købes mindre i dag end for tyve år siden. Dette fald er et tab af købekraft, det vil sige den mængde varer og tjenester, en pengeenhed kan købe. Inflation udhuler købekraften. Deflation øger den. Lønningerne kan stige, men hvis priserne stiger hurtigere, er arbejderne dårligere stillet i reelle tal.

Økonomer skelner mellem nominelle og reelle værdier. Nominel løn er det, man ser på en lønseddel. Realløn justeres for inflation og afspejler, hvad man rent faktisk kan købe. En arbejder, der får en lønforhøjelse på 3 procent, når inflationen er 5 procent, har taget en reel lønnedgang, selvom det nominelle tal steg. Regeringer, fagforeninger og centralbanker følger alle denne forskel nøje.

Købekraften varierer også på tværs af lande. En dollar kan købes mere i Thailand end i Schweiz. Derfor bruger økonomer købekraftsparitet, eller PPP, til at sammenligne levestandard. Kinas BNP er mindre end USA's til markedskurser, men større, når der justeres for PPP, fordi varer og tjenesteydelser koster mindre der. PPP er ikke perfekt, men det giver et klarere billede af, hvor langt en lønseddel rent faktisk rækker.

Relaterede foranstaltninger

• Realløn: nominel løn justeret for inflation
• Forbrugerprisindeks: sporer ændringer i købekraft
• Købekraftsparitet: Sammenligner valutaer efter, hvad de køber
• Realrente: nominel rente minus inflation