Kontanter i en pung, mønter i en krukke, saldi på en checkkonto, opsparingsindskud, pengemarkedsfonde. Alle disse er en del af pengemængden, det samlede beløb, der cirkulerer i en økonomi på et givet tidspunkt. Økonomer opdeler det i kategorier. M1 omfatter de mest likvide former: fysisk valuta og checkindskud. M2 tilføjer opsparingskonti og små tidsindskud. M3, som ikke længere spores af Federal Reserve, omfattede store institutionelle fonde.

Hvorfor er pengemængden vigtig? Fordi den påvirker priser, renter og økonomisk aktivitet. Hvis pengemængden vokser hurtigere end økonomiens produktion, har inflation en tendens til at følge. Hvis den skrumper, kan deflation og recession opstå. Forholdet er ikke mekanisk, men det er reelt. Milton Friedman argumenterede berømt for, at inflation altid og overalt er et monetært fænomen.

Centralbanker påvirker pengemængden gennem deres politiske værktøjer. Når de køber obligationer, indsprøjter de penge i banksystemet. Når de sælger, dræner de dem. Kommercielle banker skaber også penge, når de yder lån, da et lån bliver til et indskud et andet sted. Denne multiplikatoreffekt betyder, at centralbanken ikke kontrollerer pengemængden perfekt, kun skubber til den.

Pengeaggregater

• M0: fysisk valuta og centralbankreserver
• M1: valuta plus checkindskud
• M2: M1 plus opsparing og små tidsindskud
• M3: M2 plus store institutionelle fonde