Fosfor flyder ikke. I modsætning til kulstof og nitrogen har det ingen gasfase. Fosforkredsløbet bevæger dette element gennem jord, vand og levende organismer, men det kommer aldrig ud i atmosfæren. Fosfor kommer fra klipper, som forvitrer langsomt og frigiver fosfat til jorden. Planter absorberer det gennem deres rødder. Dyr får det ved at spise planter eller andre dyr. Når organismer dør, returnerer nedbryderne fosfor til jorden. Noget af det skylles ud i floder og oceaner, hvor det bundfælder sig i sedimenter og over millioner af år bliver til sten igen.

Cyklussen er langsom. Forvitring frigiver fosfor med en hastighed, der begrænser plantevækst i mange økosystemer. Derfor er fosfor ofte det begrænsende næringsstof i ferskvandssøer. Menneskelig aktivitet har ændret balancen. Udvinding af fosfatbjergart til gødning flytter store mængder fosfor fra geologiske reserver til landbrug og vandveje. Afstrømning fra marker og spildevand fører fosfor til søer og kystvande, hvilket udløser algeopblomstring. Når algerne dør, forbruger nedbrydningen ilt og skaber døde zoner. Reduktion af fosforforurening betyder at styre gødningsforbruget og forbedre spildevandsrensningen.

Nøglefunktioner

• Ingen atmosfærisk fase.
• Kommer fra stenforvitring.
• Ofte det begrænsende næringsstof i ferskvand.
• Overskud forårsager algeopblomstringer og døde zoner.

Fosfor er essentielt for DNA, cellemembraner og knogler. Uden det ville livet, som vi kender det, ikke eksistere. For meget af det, på det forkerte sted, forårsager alvorlig skade.