Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur er steget med omkring 1,1 grader Celsius siden slutningen af ​​det 19. århundrede. Denne stigning er global opvarmning, og den er primært drevet af menneskelige udledninger af drivhusgasser. Kuldioxid fra afbrænding af kul, olie og gas er den største bidragyder. Metan fra landbrug og udvinding af fossile brændstoffer bidrager mere. Disse gasser fanger varme, der ellers ville slippe ud i rummet. Resultatet er en varmere atmosfære, varmere have og smeltende is.

Opvarmningen er ikke ensartet. Arktis opvarmes flere gange hurtigere end det globale gennemsnit. Landjorden opvarmes hurtigere end havene. Nattemperaturerne stiger hurtigere end dagtemperaturerne. Disse mønstre er vigtige, fordi de driver ændringer i vejr, økosystemer og havniveau. Varmere luft holder på mere fugtighed, hvilket kan intensivere kraftig nedbør. Varmere have giver næring til stærkere orkaner. Smeltende gletsjere og iskapper hæver havniveauet og truer kystbyer. Forskere forudser, at opvarmningen uden hurtige emissionsreduktioner kan nå 2 til 4 grader Celsius inden 2100.

Hoveddrivere

• Forbrænding af fossile brændstoffer til energi og transport.
• Skovrydning og ændringer i arealanvendelsen.
• Landbrug, især husdyr og gødning.
• Industrielle processer som cementproduktion.

Global opvarmning og klimaforandringer er relaterede, men ikke identiske. Opvarmning er temperaturstigningen. Klimaforandringer er det bredere sæt af effekter, der følger af dem.