Designtænkning tager de metoder, designere bruger til at lave ting, og anvender dem på problemer, der traditionelt ikke er designproblemer. Stanfords d.school og konsulentfirmaet IDEO populariserede tilgangen i 2000'erne. Den er menneskecentreret: start med de mennesker, der er berørt af problemet, ikke med teknologien eller forretningsmodellen. Processen beskrives normalt i fem faser: empati, definering, idéudvikling, prototype og test. Faserne er ikke lineære. Teams går tilbage og gentager, mens de lærer.

Metoden har spredt sig vidt. Hospitaler bruger den til at redesigne patientoptagelse. Skoler bruger den til at gentænke pensum. Regeringer bruger den til at forbedre offentlige tjenester. Appellen er enkel. Den giver teams en struktur til at udforske tvetydige problemer uden at hoppe til løsninger. Men den har kritikere. Nogle hævder, at designtænkning er blevet et modeord, et workshopformat, der producerer post-it-sedler og entusiasme uden varig forandring. Kritikken har berettigelse, når processen stopper ved idégenerering og aldrig når implementering.

Kernefaser

• Empati: forstå brugerne og deres behov.
• Definer: formuler problemet klart.
• Idé: Generer mange mulige løsninger.
• Prototype og test: byg og lær hurtigt.

Designtænkning fungerer bedst, når det kombineres med handlekraft. En workshop, der slutter uden budget og mandat, ændrer ingenting.