En bjælke bærer laster over et spænd. I byggeri er det et vandret element, der understøtter et gulv, et tag eller en bro. Toppen af ​​en belastet bjælke går i kompression, bunden i spænding, og midten modstår forskydning. Derfor er en bjælke dybest i midten og ofte tilspidset i enderne. Materialet placeres, hvor kræfterne er størst. Princippet gælder også for køkkenredskaber. En kagerulle er en bjælke. Et knivblad er en bjælke. Et skehåndtag er en bjælke. Hver af dem modstår bøjning under belastning.

Bjælker findes i mange materialer. En træbjælke er nem at skære og fastgøre, men har et begrænset spændvidde. En stålbjælke, ligesom en I-bjælke, bærer tunge belastninger over lange afstande. En armeret betonbjælke kombinerer betonens trykstyrke med ståls trækstyrke. En konstrueret træbjælke, ligesom limtræ, tillader længere spændvidder end massivt savet tømmer. Valget afhænger af spændvidden, belastningen og budgettet.

Nedbøjning styrer ofte designet mere end styrken. En gulvbjælke, der hænger for meget, føles hoppende og kan revne overflader. Bygningsreglementer begrænser nedbøjningen til en brøkdel af spændvidden, ofte L/360 for gulve. Forbindelser er også vigtige. En bjælke skal overføre sin last til søjler, vægge eller overskrifter. En svag forbindelse kan vælte en ellers solid struktur. I køkkenet bøjer en billig ske sig under en tung gryderet. En god en holder. Bjælken er den samme idé. Den spænder. Den bærer. Den holder.