En dokumentarfilm præsenterer virkelige begivenheder, personer eller problemstillinger. Den er non-fiktion, men den er ikke objektiv. Filmskaberen vælger, hvad der skal vises, hvad der skal udelades, og hvordan den skal indrammeres. Enhver dokumentarfilm har et synspunkt, selvom den hævder at være neutral. Formen er lige så konstrueret som fiktion, men den er bygget op af virkeligt materiale. Det er den spænding, der gør dokumentarfilm stærke og kontroversielle.

Dokumentarfilm findes i mange stilarter. Observationelle dokumentarfilm, som Frederick Wisemans film, vises uden fortælling eller interviews. Ekspositoriske dokumentarfilm, som naturfilm, bruger fortælling til at forklare. Deltagende dokumentarfilm, som Michael Moores film, sætter filmskaberen i historien. Refleksive dokumentarfilm undersøger selve filmproduktionsprocessen. Performative dokumentarfilm bruger personlig oplevelse og følelser. Hver stil har sine egne konventioner og sine egne sandhedspåstande.

Dokumentarer kan informere, overtale, underholde og provokere. De kan afsløre uretfærdighed, fejre præstationer og udforske den menneskelige tilstand. De kan optages over flere år, som Hoop Dreams, eller på en enkelt dag. De kan laves med en smartphone eller et fuldt filmhold. Formen er fleksibel og udviklende. De bedste dokumentarer dokumenterer ikke bare virkeligheden. De fortolker den.