Klipningen er den mest grundlæggende overgang i film. Én optagelse slutter, og en anden begynder. Den er pludselig og øjeblikkelig. Der er ingen fade, ingen dissolve, ingen wipe. Billedet ændrer sig simpelthen. Klipningen er så almindelig, at publikum knap nok bemærker den. Men den er fundamentet for filmsproget. Uden klipningen ville film være begrænset til enkelte kontinuerlige optagelser.

Klipningen fungerer, fordi den menneskelige hjerne udfylder hullerne. Hvis en karakter kigger på en dør i ét skud, og det næste skud viser døren, forstår publikum, at karakteren kigger på døren. Det er Kuleshov-effekten. Betydningen skabes af sammenstillingen, ikke af de enkelte skud. Klipningen er et værktøj til at konstruere mening.

Klip findes i flere typer. Et hard cut er den standardmæssige, umiddelbare overgang. Et jump cut bryder kontinuiteten ved at klippe mellem to lignende optagelser, hvilket skaber en desorienterende effekt. Et match cut forbinder to optagelser gennem en visuel eller tematisk lighed, ligesom knogle-til-rumskib-klipningen i 2001: A Space Odyssey. Et cutaway klipper til et relateret, men separat billede og vender derefter tilbage. Hver type har sin egen effekt.

Klipningen er ikke bare en teknisk operation. Det er et kreativt valg. Timingen, rytmen og placeringen af ​​klip bestemmer tempoet og følelsen af ​​en film. En klipper tjener sin løn ved at vide, hvornår man skal klippe, og hvornår man skal vente.