Inden for genteknologi er en vektor en bærer, der leverer genetisk materiale ind i en værtscelle. Det er det køretøj, der transporterer et gen ind i en celle, hvor det kan replikeres eller udtrykkes. De mest almindelige vektorer er plasmider, men virus, cosmider og kunstige kromosomer anvendes også. Valget afhænger af genets størrelse, værtscellen og formålet.

Vektorer har flere krav. De skal kunne replikere i værtscellen. De skal have en selekterbar markør, normalt et antibiotikaresistensgen, så celler, der har optaget vektoren, kan identificeres. De skal have et kloningssted, hvor det pågældende gen kan indsættes. De skal kunne levere genet til det rigtige rum i cellen. For at kunne udtrykkes har de brug for en promotor og andre regulatoriske elementer.

Virale vektorer bruges til genterapi. Lentivira integrerer deres genetiske nyttelast i værtsgenomet og giver dermed langvarig ekspression. Adenovirus integrerer ikke, så ekspressionen er midlertidig, men sikrere. Adeno-associerede vira er små, ikke-patogene og i stand til langvarig ekspression i ikke-delende celler. Hver af dem har fordele og risici.

Ordet vektor har en anden betydning inden for infektionssygdomme. En vektor er en organisme, som f.eks. en myg eller flåt, der overfører et patogen fra en vært til en anden. De to betydninger er beslægtede: begge er bærere. Konteksten bestemmer, hvilken der menes.