I 1972 kom nyheden om, at den amerikanske sundhedstjeneste havde undersøgt ubehandlet syfilis hos hundredvis af sorte mænd i Tuskegee, Alabama, i 40 år, selv efter at penicillin blev tilgængelig. Afsløringen chokerede offentligheden og ændrede forskningen for altid. Bioetik voksede ud af denne opgørelse. Den undersøger de moralske spørgsmål, der rejses af biologi, medicin og bioteknologi.

Feltet dækker en bred vifte af problemstillinger. Informeret samtykke spørger, om patienter og forsøgspersoner forstår, hvad de accepterer. Privatliv spørger, hvem der ejer genetiske data, og hvem der har adgang til dem. Lighed spørger, hvem der drager fordel af nye behandlinger, og hvem der udelades. Genredigering spørger, om vi bør ændre menneskelige embryoner. Pleje ved livets afslutning spørger, hvordan vi definerer død, og hvem der beslutter, hvornår behandlingen skal stoppes.

Bioetik er ikke et enkelt svar. Det er en proces af ræsonnement. Fire principper styrer en stor del af feltet: autonomi, velgørenhed, ikke-skadelighed og retfærdighed. Autonomi respekterer patientens valg. Velgørenhed fremmer velvære. Ikke-skadelighed undgår skade. Retfærdighed fordeler fordele og byrder retfærdigt. Disse principper er ofte i konflikt, og løsning af konflikten kræver dømmekraft.

Bioetiske komitéer gennemgår forskningsprotokoller, rådgiver hospitaler og udformer politik. Feltet er ikke abstrakt. Det afgør, om et forsøg kan fortsætte, om et lægemiddel godkendes, og om en patient kan afvise behandling. Indsatsen er personlig.