Alexander Fleming vendte tilbage fra ferie i 1928 og fandt en skimmelsvamp, der voksede på en petriskål med stafylokokker. Bakterierne var døde omkring skimmelsvampen. Han havde opdaget penicillin. Antibiotikaæraen begyndte, og med den en revolution inden for medicin. Infektioner, der havde dræbt millioner, blev behandlingsbare. Kirurgi, kemoterapi og organtransplantationer blev mulige, fordi læger kunne kontrollere infektionen.
Antibiotika virker på flere måder. Nogle, som penicillin, nedbryder bakteriens cellevæg. Andre blokerer proteinsyntese, DNA-replikation eller folatmetabolisme. De er selektive og målretter sig mod strukturer, som menneskelige celler ikke har. Derfor kan de dræbe bakterier uden at dræbe os. De virker ikke mod virus, hvilket er grunden til, at de er ubrugelige mod forkølelse og influenza.
Problemet er resistens. Bakterier udvikler sig. Hver gang et antibiotikum bruges, udvælger det overlevende, der kan modstå det. Disse overlevende formerer sig, og lægemidlet holder op med at virke. Overforbrug inden for medicin og landbrug har accelereret processen. Nogle infektioner er nu resistente over for alle tilgængelige antibiotika. Verdenssundhedsorganisationen kalder antimikrobiel resistens for en af de ti største globale sundhedstrusler.
Nye antibiotika er svære at finde og urentable at udvikle. De fleste store medicinalvirksomheder har opgivet feltet. Pipelinen er tynd. Verden har brug for nye lægemidler, bedre forvaltning og hurtig diagnostik til at styre behandlingen.
Comments (6)
Leave a comment