Renter er prisen på penge. Når du låner, betaler du dem. Når du låner ud, tjener du dem. Ordet stammer fra det latinske *interesse*, der betyder at være imellem, fordi renter oprindeligt var en kompensation for tiden mellem udlån og tilbagebetaling. Det er den mekanisme, der gør det muligt at låne og spare op.

Renter eksisterer af flere årsager. Långivere giver afkald på at bruge deres penge og tager risikoen for, at de ikke bliver tilbagebetalt. Låntagere får øjeblikkelig adgang til midler, de kan investere eller bruge. Renter kompenserer långiveren for forsinkelsen, risikoen og alternativomkostningerne. Det tager også højde for inflation. Hvis priserne stiger med 3 procent om året, går en långiver, der opkræver 3 procent, i nulpunkt i købekraft.

Renten varierer meget. Et realkreditlån kan have en rente på 6 procent. Et kreditkort kan opkræve en rente på 22 procent. En opsparingskonto kan betale 4 procent. Et kviklån kan opkræve en årlig rente på 400 procent. Forskellene afspejler risiko, varighed, sikkerhedsstillelse og låntagers kreditværdighed. Statslige lån er billigere end virksomhedslån, fordi stater sjældent misligholder deres lån.

Renter er ikke kun et finansielt begreb. De former adfærd. Lave renter tilskynder til låntagning og investering. Høje renter tilskynder til opsparing og bremser inflationen. Centralbanker hæver og sænker renterne for at styre økonomien. Beslutningen påvirker realkreditlån, billån, erhvervsinvesteringer og beskæftigelse. Det er en af ​​de mest kraftfulde løftestænger i økonomisk politik.