Affjedring forbinder en bils karosseri med dens hjul. Fjedre absorberer stød. Støddæmpere styrer fjedrene. Leddele holder hjulene på plads, samtidig med at de kan bevæge sig op og ned. Målet er at holde dækkene på vejen og passagererne komfortable. Disse to mål trækker ofte i modsatte retninger.

Tidlige biler brugte solide aksler og bladfjedre. Køreoplevelsen var hård, og håndteringen var grov. Uafhængig affjedring, hvor hvert hjul bevæger sig af sig selv, ankom i 1930'erne og spredte sig gradvist til alle fire hjørner. MacPherson-støddæmpere, dobbelte wishbones og multilink-opsætninger er de almindelige moderne designs.

Affjedringskomponenter

• Fjedre: spiral-, blad-, luft- eller torsionsstang.
• Støddæmpere eller støddæmpere.
• Kontrolarme og bøsninger.
• Stabilisatorer for at begrænse krængning.
• Kugleled og forbindelsesstænger til styrebevægelse.

En blød affjedring absorberer ujævn vejbelægning, men lader karrosseriet læne sig i sving. En stiv opsætning holder bilen flad og responsiv, men straffer passagerer på ujævne veje. Bilproducenter finjusterer kompromiset til den tiltænkte køber. Luksusbiler læner sig blødt. Sportsbiler læner sig stift. Luftaffjedring og adaptive støddæmpere lader nu bilen skifte mellem de to og justerer sig på millisekunder baseret på hastighed, styrevinkel og vejbelægning.