For over to tusind år siden rangerede Hipparchus stjerner efter lysstyrke og inddelte dem i seks klasser. De lyseste kaldte han første magnitude. De svageste, han kunne se, var sjette magnitude. Dette gamle system har overlevet, selvom det er blevet forfinet og udvidet langt ud over, hvad det blotte øje kan opfatte.

Skalaen er logaritmisk og går baglæns. Et mindre tal betyder et lysere objekt. Hvert trin på én magnitude svarer til et lysstyrkeforhold på omkring 2,512, så en stjerne med første magnitude er omtrent 100 gange lysere end en stjerne med sjette magnitude. Sirius, den lyseste nattestjerne, har en magnitude på -1,46. Solen stråler med en lysstyrke på -26,7. De svageste objekter, Hubble har afbildet, når en magnitude på 30 eller svagere.

Astronomer skelner mellem tilsyneladende størrelsesorden og absolut størrelsesorden. Den tilsyneladende størrelsesorden er, hvor lyst et objekt ser ud fra Jorden, hvilket afhænger af både dets sande lysstyrke og dets afstand. Den absolutte størrelsesorden er, hvor lyst det ville se ud fra en standardafstand på 10 parsec. Sammenligning af de to afslører afstand, hvilket er grunden til, at størrelsesorden er mere end et katalognummer.