Astronomer kan ikke strække et målebånd ud til stjernerne. De bygger i stedet en stige. Den kosmiske afstandsstige er en række metoder, der hver især er kalibreret af den nedenunder. Ingen enkelt teknik virker på tværs af alle afstande. Sammen når de fra Månen til kanten af ​​det observerbare univers.

Det første trin er parallakse. Jordens bane ændrer vores syn på nærliggende stjerner, og dette skift giver deres afstand. Parallakse svarer til omkring 10.000 lysår. Det næste trin bruger cepheidevariabler og RR Lyrae-stjerner, hvis perioder afslører deres sande lysstyrke. Det tredje trin bruger type Ia-supernovaer, som er klare nok til at kunne ses på tværs af milliarder af lysår.

Hvert trin afhænger af det trin under det. Hvis kalibreringen er forkert, er alt over det også forkert. Det er derfor, astronomer diskuterer Hubble-konstanten. Forskellige metoder giver lidt forskellige svar, og uoverensstemmelsen, kaldet Hubble-spændingen, kan pege på ny fysik.

Stigen er ikke en perfekt metafor. Den er mere som en kæde af antagelser, der hver især testes og gentestes. Når ét led brister, er hele kæden mistænkelig.