Parametrisk design bruger algoritmer til at generere geometri baseret på definerede parametre. I stedet for at tegne en form skriver designeren regler: tårnets højde er knyttet til antallet af etager, tagets kurve styres af en matematisk ligning, og facadens mønster reagerer på solvinkler. Ændrer man en parameter, opdateres geometrien.

Tilgangen er almindelig i komplekse projekter, hvor mange variabler interagerer. Et stadiontag kan være formet af strukturelle belastninger, sigtelinjer og vindmønstre. En facade kan have tusindvis af paneler, der hver især har forskellig størrelse for at kontrollere dagslyset. Det er upraktisk at skrive disse regler i hånden. Parametriske værktøjer automatiserer processen.

Populær software inkluderer Grasshopper, som fungerer med Rhino, og Dynamo, som fungerer med Revit. Disse værktøjer giver designere mulighed for at bygge visuelle scripts, der forbinder noder for at definere relationer. Resultatet kan være smukt, men det kan også være vilkårligt. Et parametrisk design er kun så godt som de valgte parametre.

Kritikere argumenterer for, at parametrisk design nogle gange prioriterer form frem for funktion. Når det bruges godt, løser det problemer, der ellers ville være uløselige. Når det bruges dårligt, producerer det former, der er dyre at bygge og svære at retfærdiggøre.