I Sibirien, Amerika og dele af Asien og Afrika har visse individer længe fungeret som formidlere mellem menneskesamfundet og åndeverdenen. Udtrykket shaman, lånt fra Tungus-folket i Sibirien, er blevet den generelle betegnelse for denne rolle. En shaman træder ind i ændrede bevidsthedstilstande – gennem trommespil, dans, faste eller psykoaktive planter – for at rejse, hente information, helbrede eller forhandle med ånder.

Kaldet er ofte præget af en krise: sygdom, drømme eller en nærdødsoplevelse, der signalerer udvælgelse foretaget af ånderne. Træning følger, nogle gange under en ældre udøver, nogle gange gennem ensom prøvelse. Når shamanen er blevet genkendt, udfører han offentlige ritualer til gavn for gruppen – han diagnosticerer årsagen til ulykke, finder mistede sjæle, eskorterer de døde eller sikrer succes i jagt. Kosmologien er typisk lagdelt: en øvre verden af ​​himmelånder, en mellemverden af ​​almindeligt liv og en lavere verden af ​​forfædres eller dyrekræfter.

Moderne interesse har frembragt både omhyggelig etnografi og populær genopfindelse. Nogle nutidige praktikere hævder kontinuitet med oprindelige traditioner; andre konstruerer åbent nye former. Forskere fortsætter med at diskutere, hvor langt begrebet skal strække sig, og om de underliggende erfaringer peger på en universel menneskelig kapacitet eller på kulturelt specifikke teknikker.

I sin kerne behandler shamanismen grænsen mellem det synlige og det usynlige som porøs, og shamanen som den, der ved, hvordan man krydser den.