Når to samfund mødes, forbliver ingen af ​​dem præcis den samme. Akkulturation beskriver de forandringer, der følger af vedvarende kontakt: nye ord kommer ind i et sprog, madvarer dukker op på bordet, og ideer om alt fra ægteskab til penge begynder at skifte. Indflydelsens retning er sjældent lige. En gruppe med mere politisk magt eller økonomisk rækkevidde har en tendens til at forme udvekslingen, selvom den svagere partner ikke blot er passiv. Folk låner selektivt og tilpasser det, de tager, til deres egne behov.

Antropologer har længe skelnet mellem akkulturation og assimilation. Ved akkulturation kan en gruppe tilegne sig nye træk, samtidig med at deres egen identitet bevares. Assimilation går videre og absorberer et mindretal i den dominerende kultur, indtil den oprindelige særpræg forsvinder. Sondringen har betydning i praksis. Immigrantsamfund blander for eksempel ofte nye skikke med gamle på tværs af generationer uden at forsvinde.

Almindelige mønstre

• Handel, migration og erobring er de sædvanlige motorer for kontakt.
• Låntagning bevæger sig i begge retninger, men sjældent med samme hastighed.
• Materiel kultur ændrer sig hurtigere end dybe værdier eller overbevisninger.
• Yngre generationer tilegner sig typisk nye træk før deres ældre.

Studiet af akkulturation hjælper med at forklare, hvorfor kulturer aldrig er statiske. Processen kan være gradvis eller tvungen, fredelig eller voldelig, og dens resultater afhænger af, hvem der har magten.