Skrevet musik antager en toneart, der hæver eller sænker bestemte toner gennem et stykke. Når en komponist har brug for at ændre en enkelt tone uden for dette system, vises en fortegn. En kryds hæver tonehøjden med en halvtone, en b sænker den, og en naturlig node ophæver begge dele.

Fortegn gælder kun for den takt, de forekommer i, medmindre de er bundet på tværs af en taktlinje. Udøvere holder nøje øje med dem, fordi en overset fortegn ændrer harmonien eller farven på en melodi. I nogle moderne partiturer skrives fortegn mere frit, men de traditionelle regler gælder stadig for det meste klassisk og populær notation.

Komponister bruger fortegn til at skabe spænding, til at modulere kortvarigt eller blot til at farve en linje. Musikere lærer at læse dem med det samme, så musikkens flow aldrig afbrydes.

• Ændrer tonehøjden på en enkelt node
• Skarpe, flade eller naturlige symboler
• Varer normalt kun én takt
• Essentiel for kromatisk skrivning