Munke strømmer ind i et dunkelt kapel og begynder en langsom, unison melodi, der stiger og falder uden instrumental akkompagnement. Denne form for sunget bøn er sang. De gentagne melodiske sætninger bærer hellige ord og hjælper med at fokusere sindet.

Gregoriansk sang i den vestlige kirke, byzantinsk sang i øst, vedisk sang i hinduismen og koranrecitation i islam illustrerer alle denne praksis. Sangen kan være enkel og repetitiv eller meget udførlig. Den stabile rytme og det begrænsede melodiske register muliggør udvidet opførelse og fremmer en meditativ tilstand.

Moderne gudstjeneste genoptager sommetider sang for dens beroligende og samlende effekt. Indspilninger har bragt gamle repertoirer til nye publikummer. Uanset om sangen fremføres af trænede kor eller hele menigheder, forbinder den åndedræt, stemme og intention i en enkelt andagtshandling.

Selve lyden bliver et middel for den hellige tekst.