Ærbødighed er dyb respekt, der udtrykkes i ydre form. I kristen sprogbrug er det den ære, der gives til helgener, deres relikvier og hellige billeder – forskellig fra den tilbedelse, der alene tilhører Gud.

Sondringen blev formaliseret under de ikonoklastiske kontroverser i det ottende og niende århundrede. Det andet koncil i Nikæa insisterede på, at den ære, der vises et billede, går videre til prototypen; selve billedet tilbedes ikke. Hellige æres, fordi Guds nåde er synlig i deres liv; deres forbøn søges, fordi de er levende i Kristus. Relikvier - knogler, tøj eller genstande forbundet med hellige personer - behandles med lignende ærbødighed som håndgribelige forbindelser til de helliges fællesskab.

Protestantiske reformatorer afviste i vid udstrækning praksissen af ​​frygt for afgudsdyrkelse og Kristi fortrængning. Katolske og ortodokse traditioner bevarede og forsvarede den som et organisk udtryk for kirkens hukommelse og håb. Folkelig fromhed har undertiden sløret de teologiske linjer; den officielle lære fortsætter med at trække dem omhyggeligt.

Uden for kristendommen ses lignende gestus i den respekt, der vises forfædre, lærere eller hellige steder. Ærbødighed er ærbødighedens kropssprog, når ord alene føles utilstrækkelige.