Sunnaen er profeten Muhammeds levende eksempel. Den består af hans ord, handlinger og tavse godkendelser, som er nedskrevet af dem, der kendte ham, og overleveret gennem omhyggelige fortællerkæder. Sammen med Koranen danner den den primære kilde til islamisk vejledning.

Hadith-samlinger – mest berømte af Bukhari og Muslim – bevarer tusindvis af individuelle rapporter. Forskere udviklede stringente metoder til at evaluere pålideligheden af ​​overleveringer og teksternes sammenhæng. Fra dette materiale uddrog jurister juridiske afgørelser, etikere drog moralske lektioner, og almindelige muslimer fandt mønstre for dagligdagen: hvordan man beder, hvordan man spiser, hvordan man behandler sine naboer, hvordan man møder døden. Sunnaen er derfor både en juridisk ressource og et personligt ideal. At følge profeten er at vandre, som han vandrede.

Ikke alle rapporter har samme vægt. Nogle bedømmes som strengt autentiske, andre som svagere. Debatten fortsætter om den historiske nøjagtighed af bestemte beretninger og om den rette metode til at anvende praksis fra det syvende århundrede på moderne omstændigheder. Alligevel er Sunnahs autoritet stadig central for langt de fleste muslimer.

I sidste ende er Sunnah mindre en bog end et erindringsliv, der fortsætter med at forme livet for dem, der tager den som deres model.