Shinto er kamis vej. Det er den indfødte religiøse tradition i Japan, centreret omkring ærbødighed for de hellige magter, der bebor naturlige steder, forfædrelinjer og visse ekstraordinære personer. Der er ingen enkelt grundlægger, ingen bindende trosbekendelse og ingen skarp grænse mellem det religiøse og det kulturelle.

Kami er ikke guder i vestlig monoteistisk forstand. De er de ærefrygtindgydende, de overlegne, de numinøse – bjerge, vandfald, gamle træer, de dødes ånder, de kejserlige forfædre. Helligdomme, markeret af torii-porten, fungerer som steder, hvor mennesker nærmer sig dem. Renselse med vand, ofringer af mad og sake og rytmisk klapsalver for at tiltrække opmærksomhed er almindelige respektfulde gestus. Store festivaler, matsuri, bringer hele samfund i midlertidig fællesskab med kami gennem processioner, musik og fælles måltider.

Shinto har sameksisteret i århundreder med buddhismen, ofte inden for de samme familier og endda de samme tempel-helligdomskomplekser. I den moderne periode blev den kortvarigt ophøjet som en statslig ideologi, og derefter afskaffet efter 1945. I dag er den stadig vævet ind i livscyklusritualer, nytårsbesøg og den stille følelse af, at visse steder er adskilte.

I sin enkleste form er shinto den praktiserede overbevisning om, at verden er levende med en hellig tilstedeværelse, og at mennesker gør klogt i at nærme sig denne tilstedeværelse med taknemmelighed og omsorg.