I den hebraiske bibel optræder Satan først som en titel snarere end et egennavn – en modstander eller anklager, der tester de retfærdiges loyalitet. Jobs Bog fremstiller ham som et medlem af den himmelske domstol, der udfordrer Jobs integritet. Først gradvist bliver figuren den personlige legemliggørelse af modstand mod Gud.

På tidspunktet for Det Nye Testamente er portrættet skarpere. Satan er herskeren over dette nuværende mørke, Jesu frister i ørkenen, den der kommer ind i Judas, fjenden der strejfer omkring som en brølende løve. Han er begrænset, en skabning, men magtfuld nok til at bedrage nationerne og forårsage reel skade. Hans ende er allerede bestemt: ildsøen, der er beredt for Djævelen og hans engle.

Kristen teologi har modstået to modsatrettede fejltagelser – på den ene side at benægte realiteten af ​​personlig ondskab og på den anden side at give Satan kvasi-guddommelig status. Han er hverken Guds ligemand eller blot et symbol på menneskelige fejl. Den praktiske implikation er årvågenhed uden panik. Troende får besked på at modstå djævelen, i tillid til at han vil flygte, og iføre sig hele Guds rustning.

Kunst og litteratur har givet ham mange ansigter – fra slangen i Edens Have til den sofistikerede gentleman i senere fiktion. Den bibelske kerne forbliver modstanderen, der modarbejder Guds hensigter og menneskehedens gode.